Sådan arbejder vi

På Unikum Ungehjem tilrettelægger vi de pædagogiske indsatser og støtten, så det passer til den enkelte unges udfordringer og ressourcer.

Vi har en ensartethed i personalets indsats, da det skaber kontinuitet, retning og genkendelighed, som giver de unge tryghed og sikkerhed. Vi har hele tiden fokus på, at der er værdi i at kunne gribe indsatsen forskelligt an, fordi de unge er forskellige.

Vi møder alle unge og deres familier med respekt og omsorg. På Unikum Ungehjem involverer vi de unge og forældrene i de beslutninger, der handler om dem. Vi værdsætter samarbejdet med forældrene, især fordi forældrene skal blive ved med at spille en vigtig rolle i deres barns liv – også efter endt anbringelse på Unikum Ungehjem.  

Vi ved, at mange unge og familier ankommer til Unikum Ungehjem med svære fortællinger og en negativ selvopfattelse, og vi arbejder bevidst på at skifte fokus over på den unges og familiens ressourcer, værdier og færdigheder. Dette selvfølgelig uden at overhøre de problemer, som måtte eksistere eller opstå undervejs.

På Unikum Ungehjem arbejder vi anerkendende med den unge og familien. Vores pædagogiske indsatser tager udgangspunkt i systemisk og narrativ teori og metode.