Grundlæggende udviklingsforståelse

Når personalet på Nexus møder en given ung, er det med afsæt i en teoretisk forståelse, der har rødder i tilknytningsteorien

Tilknytning er en delvist genetisk proces, der implicerer et følelsesmæssigt bånd mellem barn og omsorgsperson med det formål at beskytte barnet med føde og omsorg. Kvaliteten af tilknytningen mellem barn og primær omsorgsperson i det tidlige samspil får i denne tradition, som i så mange andre, essentiel betydning for barnets videre færd i livet.

I mødet med den unge er det derfor en af vores opgaver at søge sammenhæng mellem den unges tidlige opvækst og den aktuelle tilstand, som den unge befinder sig i. Vi søger at forstå den unge og identificere mulige udviklingsmæssige huller, der ikke er blevet lukket, hvorfor der kan være evner og færdigheder, som ikke er udviklet hos den unge. Vi er især inspireret af nyere teoretikere inden for denne tradition, der har reformuleret tilknytningsbegrebet, og som lægger op til, at en anden væsentlig fordel ved tilknytningen er muligheden for at udvikle social intelligens og evnen til at skabe mening, hvilket fremmer overlevelse og kvalitet i livet. I denne forståelse kædes tilknytningsprocesser og udviklingen af evnen til at affektregulere og mentalisere sammen.

Affektregulering handler om evnen til at kunne regulere egne følelsesmæssige tilstande, og det er via tilknytningen mellem barn og omsorgsperson, at denne evne opstår og med tiden udvikles og nuanceres. I processen er spejlingsbegrebet centralt, da det primært er via spejling, at omsorgspersonen rummer og regulerer barnet, så det siden hen selv kan mestre denne helt essentielle komponent i det at være menneske.

Mentalisering er, kort fortalt, evnen til at skabe mening ved at gøre sig forestillinger om mentale tilstande såsom tanker, følelser, impulser og motiver - både egne og andres. Sagt på en anden måde er det evnen til at se sig selv udefra og andre indefra. Evnen er yderst betydningsfuld for at kunne indgå i relationer til andre mennesker og er nært forbundet med evnen til at affektregulere, eftersom det er en præmis, at barnet har udviklet evnen til at affektregulere, før mentaliseringsevnen for alvor kan dannes.