De unges vanskeligheder og problematikker

Her kan du læse om de vanskeligheder og problematikker, der er kendetegnende for de unge på Nexus.

Manglende evne til affektregulering og mentalisering

Generelt for de unge på Nexus er, at de udviklingsmæssigt har vanskeligheder relateret til både affektregulering og mentalisering. Dette er færdigheder, som er grundlæggende for det at være menneske og essentielle for at være en del af et fællesskab og kunne begå sig socialt. De unge er ofte vokset op i en særdeles problemfyldt hverdag med omsorgssvigt såsom misbrug, vold, overgreb og i det hele taget forældre, der fysisk og psykisk ikke har været nærværende. Denne opvækst har for manges vedkommende ført til et miljø, hvor hverdagen har været præget af bandekonflikter, misbrug, kriminalitet, hjemløshed, hyppig kontakt med ordensmagten og for nogens vedkommende religiøst radikaliserede miljøer. Lignende vanskeligheder relateret til affektregulering og mentalisering kan også iagttages hos børn og med unge med bestemte diagnoser, som ikke nødvendigvis har været betinget af en given opvækst.

De unge har oftest ikke lært, hvordan man reagerer på en hensigtsmæssig måde i pressede situationer og har tillært sig nogle uhensigtsmæssige reaktionsmønstre, som typisk indebærer en voldsom og udfarende aggressivitet. Reaktionsmønstrene er så indlejret i de unge, at de bruges på automatisk vis i deres omgang med andre mennesker.

Misbrug

Unge, der kommer med et misbrug, oplever ofte en øget uro og rastløshed grundet abstinenser. Disse unge har sjældent tilstrækkeligt kendskab til konsekvenserne af et misbrug eller er i så fald ikke i stand til at forholde sig til disse på en sund måde. De unge er som regel endnu ikke motiverede for at arbejde med deres misbrug, og for manges vedkommende mangler der en grundlæggende erkendelse af, at der er tale om et regulært misbrug. Det er desuden ikke ualmindeligt, at stofmisbruget er startet i en tidlig alder.

Kriminalitet og prokriminel adfærd

Samtlige unge, der anbringes på Nexus, har enten begået kriminalitet eller haft prokriminelle holdninger. De former for kriminalitet, der kan betragtes som almene for målgruppen, er: Berigelseskriminalitet (især i forbindelse med misbrug), vold og anden personfarlig kriminalitet samt besiddelse af våben og euforiserende stoffer. Bevægelserne og tendenserne i kriminelle miljøer kan desuden tydeligt spores hos nogle af de unge på Nexus, som har rødder i disse.

Diagnostiske vanskeligheder

Mange af de unge har forskellige former for psykiatriske vanskeligheder, eksempelvis i form af diagnoser som ADHD, autisme, tilknytningsforstyrrelser samt mental retardering i forskellige grader. I tilgift hertil kan iagttages begyndende personlighedsforstyrrelser og PTSD-lignende symptomer. Som oftest er der tale om, at den unge har flere andre diagnoser sammen med den primære diagnose (komorbiditet).

Disse diagnoser er behandlingskrævende, fx i form af medicin og specialpædagogiske tiltag, men kendetegnende er, at de unge af forskellige årsager ikke har modtaget den fornødne behandling, når de ankommer til Nexus. Dette skyldes blandt andet, at de unge sjældent har motivation for at indgå i medicinsk behandling og ikke har været i et tilbud, hvor de specialpædagogiske tiltag har været tilstrækkeligt insisterende i forhold til de mangefacetterede og komplekse problemstillinger, der er til stede hos de unge.

Sundhed

De unge, som anbringes på Nexus, har ofte en ringere sundhedstilstand end deres jævnaldrende, hvad angår både psykiske og fysiske forhold. De unge kan som nævnt have forskellige psykiatriske vanskeligheder, som har stor indvirkning på deres psykiske tilstand og er tungtvejende i de unges sygdomsprofil. Herudover ses det, at de unge har en dårlig personlig hygiejne, har dårlige madvaner med et stort sukkerindtag, ikke går i bad hyppigt og generelt ikke har indarbejdet sunde vaner og rutiner omkring varetagelse af den personlige hygiejne.