Ny tilgang til familievejledning med et stort potentiale

Idrætsprojektet har afprøvet en ny tilgang til familievejledning, hvor de kombinerer samtaler med forældrene, fælles aktiviteter for hele familien og aktiviteter kun for børnene.

Idrætsprojektet arbejder for at bygge bro til og fastholde børn og unge i positive fællesskaber i skolen, fritidsliv og fritidsjob.

Gennem det sidste halve år har de i samarbejde med en familie afprøvet en ny tilgang til familievejledning. Den nye tilgang er særligt kendetegnet ved, at… 

  1. Idrætsprojektets trænere kommer hjem til familien, så det foregår i trygge rammer og på familiens hjemmebane 
  2. trænerne kombinerer samtaler med forældrene med fælles aktiviteter for hele familien og aktiviteter kun for børnene.  
  3. trænerne understøtter forældrene i at få øje på familiens ressourcer og på, hvad de faktisk lykkes med i hverdagen. De støtter også forældrene i, hvordan de selv kan bruge den samme tilgang i hverdagen overfor børnene. 

Den nye tilgang har skabt store positive forandringer for familien, fortæller moderen:

”Det er rigtigt mange ting, der går godt i vores liv nu – der er sket meget, fra da vi startede og til nu. Det går rigtigt godt”.

Fokus på en meningsfuld indsats for hele familien

Med den nye tilgang kommer to trænere fra Idrætsprojektet hjem til familien i deres trygge rammer en dag om ugen. De begynder med at lave fælles aktiviteter med hele familien, hvor fokus er på at få gode fælles familieoplevelser med grin, gode snakke og samarbejde.

Herefter deler de to trænere sig op. Den ene træner går ud sammen med børnene og laver aktiviteter med dem med udgangspunkt i, hvad de synes, der er sjovt. Her peger moderen på trænernes tilgang til børnene som afgørende: 

”… De lytter til børnene, og de imødekommer dem og giver dem plads til at reagere og til at være sig selv. Det er wow. Det er virkelig wow. Der er slet ikke noget, der hedder konsekvens. Der er ikke noget, der hedder skæld ud… Der er aldrig nogen, der har mødt ham, når han er vred, og når han er sur. De [trænerne] giver ham lov til at være sur, de giver ham lov til at reagere. Det synes jeg er virkelig flot.”    

Imens bliver den anden træner hjemme sammen med forældrene, hvor de taler sammen og bliver støttet og vejledt i at skabe de forandringer, de ønsker. Et vigtigt greb her er at hjælpe forældrene med at få øje på alt det, de faktisk lykkes med i hverdagen:  

”Jeg synes, at [træneren] har fremkaldt det positive. Også når hun spørger, hvordan det går, så er det første, jeg snakker om kun det gode. Det har jeg aldrig gjort før. Det er mærkeligt. Man lægger jo normalt mærke til det negative, det dårlige, ik? Men nu er det anderledes. Selvom det kan være rodet, så tænker jeg hele tiden på det gode”.

Positive ringe i vandet 

Moderen fortæller samtidig, at trænernes fokus på familiens ressourcer og på, hvad de faktisk lykkes med i hverdagen, har spredt sig som positive ringe i vandet i familien. Hun er nu selv meget bevidst om at bruge samme tilgang overfor sine børn i hverdagen. Hun prøver at huske at have fokus på de små positive ting i forhold til børnene - i stedet for at blive frustreret og skælde ud over de ting, der ikke lykkes. Det har ifølge moderen både skabt en tættere kontakt mellem dem som familie og et markant lavere konfliktniveau: 

”Så jeg kigger også meget mere på det positive i forhold til børnene. Nogle gange falder jeg i, men jeg prøver virkelig at kigge på det positive. Jeg kan mærke, at det gør, at de er mere rolige, og de er mere hjemme – den ældste er fx meget mere hjemme. Der sker bare noget, der er mere hygge. Der er ikke det der, hvor vi bare spiser for at komme væk fra hinanden mere. Det er mere sådan nu, at man sidder og hygger og snakker om tingene. Og det er noget, vi har manglet. Der er mere ro i det hele nu.”

Idrætsprojektet vil bruge de positive erfaringer fra den nye ramme til at udvikle et nyt koncept for familievejledning fremadrettet.

Kontakt

Sofia Subsart Haulund Poulsen

Socialpædagog